Livmoderhalskræft udvikles i kvindes livmoderhals – indgangen til livmoderen fra vagina. I modsætning til andre kræftformer, der primært rammer ældre, forekommer næsten halvdelen af tilfældene af livmoderhalskræft hos kvinder i alderen 35-55 år, hvor mange kvinder har et aktivt familie- og arbejdsliv. I de nuværende EU-medlemsstater (EU-28) blev der i 2012 konstateret 34 000 nye tilfælde og mere end 13 000 dødsfald som følge af livmoderhalskræft. Forekomsten af livmoderhalskræft er især høj i mange af landene i den østlige og sydlige del af Europa, som er tiltrådt EU efter 2003. Rumænien og Litauen har en dødelighed som følge af livmoderhalskræft, der er henholdsvis ti og syv gange højere end samme dødelighed i Finland og Malta, EU-landene med den laveste dødelighed. De ekstreme forskelle skyldes primært, at mange af de lande, der for nylig har tiltrådt EU, ikke har gennemført effektive organiserede programmer for livmoderhalskræftscreening.
Næsten alle tilfælde af livmoderhalskræft skyldes human papillomavirus (HPV). HPV er en meget udbredt virus, der ofte overføres seksuelt . Der er ofte ingen symptomer på livmoderhalskræft i de tidlige stadier. De mest almindelige symptomer er unormal vaginal blødning, f.eks. efter sex, mellem regelmæssig menstruation eller efter overgangsalderen.
Unormal blødning betyder ikke nødvendigvis, at du har livmoderhalskræft, men det bør undersøges af en læge så hurtigt som muligt. Hvis din læge har mistanke om, at du kan have livmoderhalskræft, henvises du til en specialist.
Hvis livmoderhalskræft diagnosticeres tidligt, kan det normalt behandles effektivt ved operation.