Kan jeg udvikle brystkræft efter en screeningsundersøgelse med et normalt resultat?
Ja, det kan du godt. Du kan have kræft, der blev overset ved din seneste screening for brystkræft, eller en ny kræft kan hurtigt have udviklet sig siden da. Mindst et ud af tre tilfælde af brystkræft fremkalder symptomer, der kan føre til opdagelse inden for to år efter en screening med normalt resultat. Brystkræft, der findes efter en screeningsmammografi med normalt resultat, men inden den næste screeningsmammografi, kaldes intervalcancer. Hvis du bemærker ændringer i brystet, som bekymrer dig, f.eks. en knude, bør du søge læge og ikke vente indtil din næste indkaldelse til screening.