Tarmkræft kaldes også kræft i tyktarmen, coloncancer eller cancercoli. Slimhinden i tyktarmen består af celler, der hele tiden fornys. Nogle gange vokser disse celler for hurtigt, så der dannes en klump af celler, der kaldes en tarmpolyp (også kaldet en adenom). Polypper er ikke tarmkræft (de er sædvanligvis godartede), men de kan med tiden udvikle sig til ondartet kræft. Ondartet kræft er, når kræftceller kan spredes fra det oprindelige sted til andre dele af kroppen. Når kræft begynder at udvikle sig, er der typisk ingen symptomer i flere uger og måneder – i nogle tilfælde endda i længere tid. Efterhånden som kræften skrider frem, omfatter de mest almindelige symptomer i begyndelsen blødning fra endetarmen, ændring i sædvanlig tarmfunktion (f.eks. langvarige tilfælde af diarré) og anæmi, der kan føre til træthed.
Både mænd og kvinder kan udvikle tarmkræft. I EU er tarmkræft den tredje mest udbredte kræftform og den næsthyppigste årsag til død som følge af kræft, idet denne kræftform tegnede sig for mere end 345 000 nye tilfælde og 150 000 dødsfald i 2012. Omkring én ud af 20 i EU vil udvikle tarmkræft i løbet af deres levetid. Omkring otte ud af ti, der diagnosticeres med tarmkræft, er fyldt 60 år. Omkring fem ud af ti mennesker, der diagnosticeres med tarmkræft, dør af sygdommen. Risikoen for at dø er lavere, hvis kræft opdages ved screening.