Kemoprofylakse (brug af lægemidler til at forebygge kræft) kan ikke anbefales til alle raske personer.

Kemoprofylakse skal altid ordineres af en læge, der kan overvåge behandlingen. Egenmedicinering med aspirin eller andre potentielle kemoprofylaktiske lægemidler frarådes på det kraftigste, da brugen af sådanne lægemidler kan være forbundet med alvorlige og potentielt dødelige hændelser.

Selv om den forebyggende virkning af aspirin mod tyktarmskræft er dokumenteret, er der kun få indikationer. Aspirinbehandling er selv ved små doser forbundet med alvorlige hændelser, herunder øvre gastrointestinal blødning og (mere sjældent) hæmoragisk slagtilfælde. Den bedste dosis og varighed af aspirinbehandling til kemoprofylakse er desuden ikke blevet fastlagt. Indtil disse spørgsmål er blevet besvaret, bør kemoprofylaktisk brug af aspirin eller andre inflammationshæmmende non-steroide stoffer kun bruges til patienter, der har høj risiko for at udvikle tyktarmskræft, herunder patienter, der er arveligt disponeret, og muligvis patienter med tidligere kolorektale adenomer eller tyktarmskræft.